lørdag den 16. januar 2016

Et anderledes bogkøb

Som overskriften lyder har jeg anskaffet mig et par "besynderlige" bøger til min samling. De kan vist klassificeres som hobby-bøger og består af følgende:



Hermed har jeg nu udsendt en officiel advarsel til alle herboende kaniner! (Ironi kan forekomme).

Jeg har købt John Seymour "Den nye selvforsynende have" (udgivet af forlaget Gyldendal), som er en komplet illustreret guide til at plante, dyrke, opbevare og konservere frugt og grønt fra egen have.

Den anden bog jeg har købt fortsætter lidt i samme tråd, blot med fokus på selvforsyning af sundt og klimavenligt kød. Titlen lyder "Urban farming - kaniner" og er skrevet af Tine Kortenbach.

Jeg har allerede været igang med at bladre lidt i dem begge og læse lidt om det der lige fangede min opmærksomhed. De er begge spændende og meget anvendelige bøger ser det ud til, så jeg glæder mig til at blive beriget med ny viden!

Hvem ved - måske serverer jeg kanin til sommer!:)

Skovens hemmlighed

"Skovens hemmelighed" af Jon Rex Laugen, udgivet 2015, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, 4/5 Stjerner.

Sebastian gruer for den forestående ferie langt ude på landet. Hans mor skal ud at rejse, og han bliver derfor sendt på 5 ugers ferie hos sin faster i det mørke Jylland. Til Sebastians held møder han den jævnaldrende Nadia, som viser ham en spændende og meget anderledes verden uden for storbyen.
De to nye venner opdager snart, at der foregår mystiske ting i og omkring den lille landsby.
Mærkelige personer vandrer gennem skoven og flokke af ulve trænger ind i landet. Snart hærges egnen af grusomme og uhyggelige angreb.

Sammen beslutter Sebastian og Nadia sig for, at forsøge at afsløre den ukendte trussel og kastes derved ud i et nervepirrende eventyr.


Denne bog greb mig fra første side med den letlæselig sprog og morsomme skrivestil. Historien bringer både lune venskabs- og barndomsminder frem, samtidig med, at den chokerer med sin overraskende handling. Blandingen af det virkelige og det overnaturlige er veludført og ikke mindst velskrevet. Som læser bliver man "hooked" netop på grund af, at man ikke kan forudse handlingen. Dét gør historien fangende og læsetiden fantastisk.

Jeg glæder mig til, at læse mere af Jon Rex Laugen!

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar!