mandag den 22. december 2014

Landline

"Landline", skrevet af Rainbow Rowell, udgivet 2014, 4/5 Stjerner.

Georgie elsker hendes mand Neal, men samtidig ved hun, at deres ægteskab længe har haft problemer. Neal elsker stadig Georgie, men han virker afventende og ulykkelig.
Sammen har de to døtre; Alice og Noomi - og sammen skulle de alle holde jul hos Neal's mor i Omaha. To dage inden afrejse, annoncerer Georgie, at hun ikke kan tage med. Hendes job kommer i vejen, og holder hende i Los Angeles.
Trods Neal's tydelige utilfredshed med dette, bliver hun tilbage, og vinker farvel til sin mand og børn.

Da Neal, Noomi og Alice drejer om hjørnet og forsvinder ud af syne, går det op for Georgie, at hun i det øjeblik muligvis definitivt har ødelagt deres ægteskab.

Georgie forsøger at holde fokus på sit arbejde, men en højest besynderlig opdagelse nærmest tryllebinder hende, og holder hende fanget - halvt i fortiden, halvt i nutiden.
Hun finder en anden måde at kommunikere med Neal på.
Gennem en magisk telefon, kan hun tale med Neal fra fortiden, og Georgie ser en mulighed for at redde stumperne af hendes ægteskab.

Kan det reddes? 

Er hun ved at blive skør, siden hun tror på en magisk telefon?

Og i så fald; er det meningen hun skal redde deres ægteskab, eller give slip på Neal så han kan blive lykkelig?


Det er første gang jeg læser en bog af Rainbow Rowell, og jeg er blevet lidt små-forelsket. "Landline" er en udsøgt kærlighedshistorie med et fint og anderledes plot. Netop dét gør, at dette ikke bare er en "typisk" "normal" kærlighedshistorie. Samtidig indeholder bogen humor, drama og sjove eksistenser og skøre familier - det kan jo næsten ikke blive bedre så! 
Der var punkter i bogen hvor jeg oplevede at være virkelig irriteret på Georgie, og synes at historien var en lille smule langtrukken. Georgie har en personlighed, som man både hader og elsker, har lyst til at ruske i, og give et lille kram. 

Det er helt klart en feel-good bog, som er hurtigt læst, og varmer hjertet og smilebåndet. Jeg kan roligt sige, at det bestemt ikke er sidste gang jeg skal mødes med Rainbow Rowell!

2 kommentarer:

  1. Den lyder bare rigtig god. Jeg har læst både Fangirl og Eleanor and Park af hende og jeg kan helt klart anbefale den sidste af de nævnte titler, den første var ikke lige mig, men en okay historie alligevel :)

    Rigtig glædelig jul herfra :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, Eleanor and Park har længe stået på min tbr-liste - jeg må få den købt og læst i det nye år:) glædelig jul til dig, håber du får en skøn aften!

      Slet