søndag den 31. august 2014

Drømmen om et hjemmebibliotek


Tænkte at jeg lige ville lægge nogle billeder ind af "mit værelse", hvor jeg sidder og skriver på min blog, og læser selvfølgelig.

Jeg elsker det her værelse, og det bedste ved rummet er selvfølgelig den store reol, hvor der er plads til MASSER af bøger endnu… mon det kan bruges som en undskyldning til, at købe endnu flere!??

Jeg er i gang med at læse "Freuds søster", og tænkte, at selvom jeg ikke har en bog at anmelde, så kunne jeg da lave et andet bogligt indlæg. Desuden er det da altid rart at få et lidt mere personligt indblik i personer bag deres blog.

Så nu viser jeg mit mini bibliotek frem til Jer, så i kan se mit absolut yndlings-rum i hele huset! Et sted hvor jeg tilbringer al den tid jeg kan, hvor jeg følger alle de super gode bogbloggere, og forsøger at skabe et lille univers for mig selv:)

En skønne dag (forhåbentligt snart) vil jeg forsøge, at lave en video af værelset, og nogle af de finurlige ting der gemmer sig rundt omkring.

Håber i alle har haft en vidunderlig weekend omgivet af skønne historier og smukke ord! - kan man andet i det her konstante regnvejr?

Min lille skriveplads...

Nogle af de bøger der har stjålet mine timer...



Må snart få udfyldt de tomme hylder…ellers skal jeg jo bare tørre støv!




fredag den 29. august 2014

"Stolthed og fordom" af Jane Austen


"Stolthed og fordom" af Jane Austen, udgivet 2014. 5/5 stjerner.

Elizabeth Bennet og hendes familie befinder sig i Englands middelklasse, hvor hendes mors eneste ønske er, at se sine døtre gift. Elizabeth møder den rige ungkarl Mr. Darcy, og nærer med det samme mishag ved ham, og ikke mindst hans opførsel. I hendes øjne er han en arrogant og indbildsk mand.
Samtidig bliver hun klar over at han har taget del i splittelsen af hendes søster, Jane, og hendes udkårne, Mr. Bingley's, forestående ægteskab.

Hvad Elizabeth ikke ved, er at Mr. Darcy er betaget af hende, og at denne betagelse udvikler sig til en stormende forelskelse.
Misforståelser og hemmeligheder mellem dem, holder dem adskilt i mange måneder, men i takt med at Elizabeth opdager sandheden om Mr. Darcy's sande natur, ændrer hendes følelser sig for den mand hun afskyr mest af alle.


"Stolthed og fordom" er i den grad et mesterligt værk, og gennemført i en sådan grad, at man bliver suget tilbage i det gamle England. Det er ikke et under at den bliver nævnt som en af verdenshistoriens helt store kærlighedsromaner. 
Bogen har så fængslende et sprog, at det gør det umuligt at slippe den. 
Der foregår så mange intriger, dramaer og begivenheder, at man vender den ene side efter den anden. Selv når læsningen får en pause, går man og tænker på, hvad der mon vil ske på næste side.
Skildringen mellem de forskellige samfundsklasser kommer til udtryk gennem hele historien, hvilket jeg synes er vældig interessant!
Også kærligheden dengang kunne opdeles i samfundsklasser, og kærligheden var bestemt ikke altid en forudsætning for ægteskab. 

"Stolthed og fordom" indeholder så meget humor, ironi, satirisk sladder og snobbethed, at man fanger sig selv, gang på gang, i at sidde og grine højt af de morsomheder der foregår.

Jeg sad med længsel og ventede på at Elizabeth skulle få øjnene op for Mr. Darcy, og på at Mr. Bingley skulle vende tilbage til Jane, og erklære sin kærlighed. Et ønske om at kærligheden skulle sejre, og sandheden komme for dagens lys, resulterede i læsning til sent ud på aftenen, på kanten af sofaen.

Jeg har i den grad fået øjnene op for Jane Austen's værker, og hendes fantastiske forfatterskab. Jeg glæder mig til at gribe fat i endnu en af hendes enestående historier, og lade mig selv forsvinde tilbage til i hendes verden!

Jane Austen er en litterær heltinde, og har indtaget min læseverden med storm!  

onsdag den 27. august 2014

Bogindkøb i august #2


De sidste to bøger

I dag kom postmanden, finally! Og under sin arm bar han igen en pakke, som han med hastige skridt satte foran min hoveddør. Han var endnu ikke væk før at jeg havde revet døren op, og straks greb ud efter pakken… Han fik øje på mig, og jeg tror jeg kunne læse hans tanker.. det var enten "du burde søge hjælp" eller "har du ikke et liv dame". 

Postmanden fik et smil med på sin vej - han er trods alt min nabo, og har nok sat de første 11-12 pakker/kasser med bøger foran min dør. Resten af bogpakkerne har han sandsynligvis bemærket på vej til arbejde…

Nok om det.. I pakken lå de sidste to bøger jeg havde bestilt på Plusbog.dk.
Jeg har set frem til netop denne forsendelse, da den indeholder en bog af Virginia Woolf - "Sit eget værelse".

Bogen tager udgangspunkt i to foredrag, "kvinder og litteratur",  afholdt af Virginia Woolf i 1928 i Cambridge

Derudover havde jeg også bestil bogen "Americanah" af Chimamanda Ngozi Adichie.
"Americanah" har fået rigtig god omtale, og er blevet anbefalet på flere bogblogs rundt omkring.
Så efter et hurtigt kig på bogens handling, klikkede jeg den med ned i kurven.



Glæder mig til at gribe dem ned fra hylderne så snart jeg er færdig med Jane Austen!

Håber i alle har en fantastisk dag derude!

tirsdag den 26. august 2014

Bogbloggertræf!


Hvem skal med...

...til en fantastisk dag i selskab med dejlige bogbloggere!?
Jeg har meldt mig til, og venter spændt på den 27. september. Glæder mig til at møde alle sammen, og se hvad arrangørerne har forberedt til de fortryllende timer.

Meld Jer til NU, ved at sende mail til: rikkeajensen@gmail.com 
HUSK at skrive navnet på jeres blog!

bogbloggerinvitation

Den næste tronarving??


Mon det bliver den ældste datter der følger i moderens fodspor…

Dette er et ganske kort indlæg, men dog et dejligt ét af slagsen.. min store pige kom hjem fra skole, med på slæb havde hun en lille stak bøger fra biblioteket.
Nøje udvalgt af hende selv, og med hjemmelavede bogmærker dertil…
Hun annoncerede højt og tydeligt, at de skulle læses, ALLE sammen.

Man kan da ikke andet end at være stolt!:D

Booknerd in progress

mandag den 25. august 2014

Læserne i Broken Wheel anbefaler (af Katarina Bivald)

Læserne i Broken Wheel anbefaler… af Katarina Bivald, udgivet 2014. 4/5 stjerner


Sara er fra Sverige, Amy fra Iowa, USA. Deres forhold bliver bygget op omkring deres udveksling af breve, og deres fælles kærlighed for bøger. Amy tilbyder Sara at besøge hende i Iowa, og Sara takker ja! Idet Sara når frem til Broken Wheel, finder hun ud af at Amy pludselig er død. Sara befinder sig i en lille flække, som knap nok er en by, og uden sin ven Amy, føler hun sig fortabt. Skal hun mon vende tilbage til Sverige?

Sara bestemmer sig imidlertid for at blive, da Amy's venner byder hende velkommen, og forsikre hende en god behandling. Sara bor i Amy's hus, og blandt Amy's bøger finder hun håb, og ikke mindst ideen til at åbne i boghandel i Broken Wheel, med Amy's bøger.

Den lille by vågner langsom op takket være Sara's energi, og Sara oplever for første gang i hendes liv ægte venskab, udover dem hun finder i bøgerne. Ligesom hun for første gang oplever kærligheden da hun møder Tom, og deres forhold blomstrer i takt med hver side man vender.

Dog truer udløbsdatoen for Sara's visum… men byens indbyggerne finder på en fuldstændig skør, men ikke helt så tosset plan, for at beholde Sara…

Læserne i Broken Wheel er en absolute feel-good roman, med alle de rigtige ingredienser! Bøger, kærlighed, drama, og stærke relationer.
Bogen er fuld af finurlige personer, som giver anledning til en del grin, fantastiske personligheder, som man sent vil glemme!
Fortællingen er virkelig hjertevarm, og hele Broken Wheel fremstår tydeligt i ens indre mens man læser.

Jeg kan helt klart anbefale at man læser denne bog, på en glad sommerdag, eller på en kold vinterdag - uanset hvad, så skal den i hvert fald nok holde Jer varm om hjertet!<3



Nyt på hylden, august måned

Nye bøger på hylden!

August måned har ført en masse gode bøger med sig. Jeg har været en tur i Bog&ide, i Pilgaard Bogantikvariat, Arnold Busck, og bestil nogle stykker på Plusbog.dk.

Jeg har allerede læst "Læserne i Broken Wheel anbefaler" af Katarina Bivald, som jeg vil lægge en anmeldelse ind af senere.

Jeg venter på den sidste ordre fra Plusbog.dk, så udover de bøger jeg viser jer her, er der 2 mere på vej. Tænker at jeg vil lægge billeder ind af dem, når de engang kommer.

Især bogen "Freuds søster" af Goce Smilevski, glæder jeg mig til at læse. Har læst anmeldelser af den på andre bogblogs, og den lyder virkelig spændende! Havde egentlig tænkt at den skulle være en del a Read-a-thon i oktober, oh well! Lad os se hvor længe den holder sig lukket…



Lige nu tilbringer jeg mine læsestunder i selskab med Jane Austen's "Stolthed & Fordom".
Jeg fandt hendes bog blandt tilbudshylderne i Bog&ide, 3 hardbacks for 200 kr.! Det kunne jeg jo ikke modstå. Og idet jeg aldrig har læst nogle af Jane Austen's bøger, tænkte jeg at det var den oplagte mulighed, lige at snige den med ned i posen, sammen med 2 andre bøger… det må man nemlig godt!

Jeg venter endnu på udgivelsen for Jojo Moyes nye bog "En plus En", ligesom jeg venter på to andre bøger: "Dræb ikke en sangfugl" og "Fra hjertet - en jordemoders rejse".
Må væbne mig med tålmodighed indtil udgivelsesdatoerne er nået!



onsdag den 20. august 2014

Read-a-thon kræver nøje overvejelse!!




Ih! hvor jeg glæder mig til mit første Read-a-thon!


Jeg tænker fortsat over hvilke bøger jeg skal have klar til dagen/aften/natten... Her er en foreløbig liste:

Middlemarch af Georg Eliot
Little Women af Louisa May Alcott
Freuds søster af Goce smilevski

Elskede Elijah - af Christie Watson


"Elijah, min dejlige dreng. Du er elsket med en kærlighed, hvis lige verden aldrig har set".

"Elskede Elijah" er historien om en dreng, som bliver offer for hans mors problematiske sind, og religion. Elijah's mor kommer fra Nigeria, men flytter til London sammen med hendes mand Akpan, og kort tid efter føder hun Elijah.

Alle problemerne begynder at vælte ind, da Akpan bliver dræbt i en bilulykke, og Deborah(Elijah's mor) står alene med deres lille søn.

Deborah begynder at få b.la. tvangstanker og paranoia, og mister balancen i livet.
Hun er ikke i stand til at tage sig af Elijah, som sulter og græder hele tiden.
Deborah tager Elijah med i sin kirke for at søge hjælp.

Præsten mener at der er en ond troldmand der har besat Elijah, og at det er derfor at Deborah's liv er i ubalance. Herefter begynder uddrivelses-ritualerne på den stakkels Elijah, med gift, syre-bad og tortur.

Da ingen af disse midler hjælper på "troldmanden", forsøger deborah selv at tvinge troldmanden ud af hendes søn… dette resultere i et akut besøg på sygehuset, hvor Elijah bliver reddet fra hans mor!

Elijah oplever at blive sat i flere plejefamilier, inden han ender hos Nikki og Obi - men det store spørgsmål er, om Nikki og Obi's kærlighed, kan drive troldmanden på flugt?
Får Elijah nogensinde fred og lykke i livet?


En fantastisk overraskende bog! Den var umulig at lægge fra sig, og det var endnu mere umuligt at stoppe det kaos af tanker der optog mit hovede, så snart jeg stoppede med at læse.
"Elskede Elijah" har i den grad givet mig stof til eftertanke, og givet mig et andet syn på adoptionsbørn med særlige behov. 

Den her bog, er en vidunderlig gave til os læsere!!  


Uindviet Jord af Hannah Kent


Jeg har fundet en ny kærlighed for islandske forfattere! Bogen "Uindviet Jord" af Hannah Kent, er en utrolig gribende historie om Agnes Magnusdottir, som i 1829 bliver dømt til døden i det nordlige Island. Hun er blevet dømt for et brutalt mord på to mænd.

I tiden inden sin henrettelse, opholder Agnes sig på Jons Jonssons gård, og dennes familie.
Familien er først forfærdede over at skulle huse en morder, og undgår helt at tale med Agnes.

Toti, en ung assisterende præst, er blevet udpeget som "sjælesørger" for Agnes.
Forholdet mellem Toti og Agnes udvikler sig til mere end bare prædiken og salmer. Toti forsøger at forstå Agnes, og får langsomt hendes skæbnesvangre livshistorie afdækket.

I sidste ende opstår der tvivl om hvorvidt Agnes er skyldig…

"Uindviet Jord" er i den grad en bog der formår at fange sin læser. Jeg kunne mærke Agnes's mørke, vinterens hårde greb om Jonssons gård, og hvordan de alle hver især kæmpede for at overleve hver deres skæbne.

Historien er baseret på en virkelig historie, og især forfatterens note sidst i bogen satte spor i mig.






tirsdag den 19. august 2014

Nyt i postkassen

Okay… Jeg er ny til det her med at blogge… Bær venligst over med mig, mens jeg lader mine utilstrækkelige og komplet mangelfulde evner, lege med dette lille nye "hjem".

Jeg har ingen ide om hvad jeg laver, men efter utallige inspirationskilder i form af andre bogblogs, vover jeg mig nu ud i det.

Jeg vil ikke skrive alt for meget i denne omgang, blot sætte et par enkelte billeder ind - og se om resultatet er noget der bare minder om en start på en blog.

I da kom "Matilda" med posten. Jeg har ventet over en UGE på, at netop denne lille bog skulle fylde min postkasse. "Matilda" er et barndomsminde, og jeg husker tydeligt hvordan jeg tvang min far op at låne filmen, hver gang jeg var syg - og "syg!"
Jeg elsker designet af bogens forside, og de sjove illustrationer der gemmer sig indeni. Den vækker så glade følelser frem.

Så det første jeg deler med Jer der evt. læser med, er et fantastisk barndomsminde!